Her får du en beskrivelse af, hvordan dyrlægen arbejder for at stille en halthedsdiagnose.
1. Sygehistorie
Dyrlægen spørger dig om tidligere og nuværende problemer med hesten. Du skal fortælle, hvad du bruger hesten til. Hvor meget arbejder den? Hvor gammel er den?
2. Vurdering i hvile
Mens du fortæller sygehistorien, studerer dyrlægen hestens bygning, benstilling, balance, vægt bæring og tegn på stress og skade.

3. Mønstring
Hesten vurderes i skridt og trav. Det vurderes, hvilket ben hesten er halt på. Nogle gange ses hesten i galop eller under rytter efter dyrlægens anvisning. Hestens bevægelse kan blive evalueret på forskellige typer overflade.
4. Det halte ben føles igennem
Dette kaldes for palpation. Følgende strukturer føles igennem: muskler, led, knogler og sener. Der føles efter varme, hævelse, ømhed og andre fysiske forhold. Der føles ligeledes efter graden af pulsation til benet. Øget pulsation er et tegn på infektion eller inflammation i området.
5. Hov tester og temperatur
Hoven inspiceres omhyggeligt. Balancen af hoven og den vægtbærende overflade vurderes med benet løftet.
Med en hovtester trykkes der på forskellige områder i hoven. Hvis hesten har smerte et bestemt punkt, vil den forsøge at trække benet væk.
Hestens rektaltemperatur bør tages ved mistanke om hovbyld, hvor der ofte er en mild stigning på en halv grad i temperaturen over hestens normalområde (der er individuel).

6. Bøjeprøver
Bøjeprøver tester ledkapsel omkring led med tilhørende ledbånd, sener og knogleender. Dyrlægen holder benet i en bøjet position i kort tid og slipper derefter benet, hvorefter hesten mønstres i trav. Hvis hesten viser øget halthed i mere end et par skridt, så betragtes prøven som positiv.
7. Longering
Hesten longeres på blødt og hårdt underlag. Ofte ses hesten kun i trav ved halthedsundersøgelser. Dog kan det være værdifuldt at se, om hesten er i stand til at koordinere sine bevægelser eller viser tegn på smerte i ryg og lænd under longering i galop.
Nogle lidelser resulterer i, at hesten viser tydeligst tegn på halthed med det halte ben indvendigt i volten, mens andre lidelser resulterer i øget halthed, når benet er udvendigt i volten.
8. Diagnostiske blokader
For præcist at lokalisere smerten i det halte ben, vil der nu blive foretaget bedøvelser af led eller regioner af benet ved indsprøjtning af lokalbedøvelse. Ved blokade af led vil indstiksstedet blive barberet og renset grundigt. Dyrlægen vil anvende sterile handsker for at undgå ledinfektioner. Hvis en diagnostisk blokade medfører bortfald af halthed eller tydelig bedring efter kort tid, kaldes blokaden positiv, og dyrlægen har lokaliseret smerten.
Få haltheder skyldes ikke smerte, men derimod mekaniske hindringer, såsom arvæv i muskulatur eller manglende funktion af nervesystemet på forskellige niveauer.
9. Visualisering af skaden
Når smerten er lokaliseret præcist ved diagnostiske blokader, vil årsagen til smerten forsøges visualiseret ved røntgenundersøgelse eller ultralydsscanning. iKeyVet kan gøre det med det samme i stalden. Oftest beroliges hesten medicinsk, således at kvaliteten af billederne er i top.
I særlige tilfælde kan det være nødvendigt med andre visualiseringsteknikker, såsom MRI og Scintigrafi. Disse kan kun foretages på få hospitaler i Danmark og er dyre. Hvis det er nødvendigt for at diagnosticere hesten, kan det nogle gange betale sig, og du vil blive henvist til et hospital, der udfører undersøgelsen.
10. Behandling og genoptræning
Den præcise diagnose og visualisering af skaden gør os i stand til at give hesten den optimale behandling og det optimale genoptræningsforløb. Efter at haltheden således er diagnosticeret præcist, vil der blive lavet en behandlingsplan. Ved skader i led eller seneskeder, vil der blive foretaget behandlinger direkte i leddet eller seneskeden med medicin, der dæmper smerte og fremskynder heling.
iKeyVet har selv videreudviklet IRAP-behandling til IRAP-beriget serum kaldet IKEYIRAP, som effektivt bremser inflammation i led og dermed virker smertelindrende. Ved skader i sener vil der blive foretaget behandlinger med indsprøjtninger af medicin såsom IKEYPRP eller chokbølge- behandling, der fremskynder heling af senevæv. Nogle gange vil hesten få medicin, der skal blandes i foderet.
Når det opdages, at hesten er halt, og dyrlægen finder årsagen hertil, har denne halthed meget ofte medført sekundære muskelspændinger i ryg, hals og ben. Disse kan nu behandles effektivt med fokuseret chokbølgebehandling.
Du vil ofte modtage skriftlig anbefaling om, hvordan hesten bør beskæres og skoes, som du kan vise til din smed.
Under hele genoptræningsforløbet er det vigtigt, at vi er i dialog om udviklingen, og hesten vil blive kontrolleret af dyrlægen i forskellige tidsintervaller.
Læs mere om forbens -og bagbenshalthed her.
Bestil besøg ved at bruge vores kontaktformular eller ring på vores hovednummer 50 849 849.